Touch Me Not er en kompromisløs tour de force ud i menneskets seksualitet. Sammen med sine karakterer springer instruktør Adina Pintilie ud i en undersøgelse af intimitet, kærlighed, krop, køn og seksualitet i en film, der sprænger grænserne mellem fiktion og virkelighed. Med protagonisterne Laura, Tomas og Christian giver Touch Me Not en dybt empatisk indsigt i disse menneskers liv; et liv, der præges af et ønske om intimitet men en samtidigt iboende frygt for at nærme sig andre. Laura, Tomas og Christian arbejder med gamle mønstre, forsvarsmekanismer og tabuer med henblik på endelig at kunne føle sig frie og klar til at opnå intimitet med andre mennesker. Vi følger dem i deres søgen, hvor også instruktøren sætter sig foran kameraet og deler sine tanker og følelser. Touch Me Not undersøger, hvordan vi mennesker kan finde sammenhørighed på de mest uventede måder, og hvordan vi kan elske andre - uden at miste os selv i processen. Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin i 2018.