Med stilfærdige ambitioner om at lave en ægteskabelig oprørs-odyssé, fortæller instruktøren Svend Aage Lorentz historien om Vera (Helle Virkner), der lever i et temmelig nedfrosset ægteskab og derfor får udlængsel. Hun flygter fra mand og problemer og blaffer ind i kabinen hos langturschaufføren Anton (Holger Juul Hansen), der sætter kursen sydpå. Moralen er, at man ikke kan flygte fra problemerne - i hvert fald skal man længere end til den østrigske grænse - og at man står sig bedst ved at løse dem hjemme, hvis det er dér, de er opstået. Det var Svend Aage Lorentz' anden (og sidste) spillefilm. Kortfilm var og blev hans metier.