Spider-Man film
Med store kræfter kommer stort ansvar. Man kunne tro, at det er et citat fra en gammel filosof eller en idealistisk statsmand, men for langt de fleste er de udødelige ord knyttet til den kække superhelt Spider-Man. Eller rettere kommer de fra hans onkel Ben, der gør ordene til Peter Parkers moralske grundlag for sit virke som Spider-Man. Siden sin første optræden i tegneserierne har Spider-Man været en af de allermest centrale og populære karakterer i hele Marvel-universet, men Spider-Mans popularitet er decideret eksploderet over de seneste 20 år. Og hvorfor mon det? Fordi folkets primære kilde til Peter Parker og hans edderkoppekræfter er gået fra at være de lidt mindre tegneserier til de gigantiske Spider-Man film. Og det kan argumenteres, at Onkel Bens famøse ord først for alvor brændte sig fast i den brede befolkning, da de ytres af ingen ringere end Martin Sheen i den første store Spider-Man film fra 2002 med Tobey Maguire i hovedrollen. Siden har Spider-Man undergået forskellige udviklinger på det store lærred, så vi i skrivende stund har været vidne til tre forskellige skuespilsinkarnationer af Spider-Man. Efter Tobey Maguires tre film fulgte Andrew Garfield i Spider-Mans første reboot i The Amazing Spider-Man, og siden fulgte unge Tom Holland som den seneste live action-udgave af Spider-Man som en del af det store Marvel Cinematic Univers i Spider-Man: Homecoming, Captain America: Civil War, Avengers: Infinity War og Avengers: End Game. Den 2. juli er der premiere på den næste Spider-Man film med superheltenes frække knøs i fokus, nemlig Spider-Man: Far From Home, og i den anledning har vi samlet alle Spider-Man film til jer på en og samme side, inklusiv 2018’s store animationssensation Spider-Man: Into the Spiderverse.
Den første Spider-Man trilogi
I 2002 fik vi altså for første gang en filmudgave af den allerede klassiske historie om Peter Parker i filmen, der ganske enkelt hedder Spider-Man. Her får vi hele oprindelseshistorien, om den unge, usikre New Yorker-dreng, der går i gymnasiet, er vild med den rødhårede skønhed Mary Jane og med at fotografere. En dag bliver han bidt af en radioaktiv edderkop, der viser sig at have givet ham nogle ganske særlige evner. Pludseligt kan han klatre på vægge, skyde med edderkoppespind og fornemme fare på lang afstand gennem sanselig overstimulans. Men der skal en tragedie til, før han finder ud af, hvad han skal bruge sine kræfter til. Det er nemlig først, da hans elskede Onkel Ben bliver slået ihjel, at han beslutter sig for at blive retfærdighedens vogter i form af superhelten Spider-Man. I første film står slaget med New Yorks helt store finansmand Norman Osborn, hvis alterego er skurken Green Goblin. I den næste Spider-Man film, Spider-Man 2, fra 2004 gælder det videnskabsmanden Dr. Octavius, der ved en fejl får fastmonteret lange metalliske fangearme til sin ryg, men ikke vælger at bruge dem til de gode. Og i den afsluttende Spider-Man film i den trilogi, Spider-Man 3, har Green Goblin fået nyt liv i form af sønnike Harry Osborne, en fange på flugt bliver forvandlet til monsteret Sandman, og sidst men ikke mindst udvikler skurken Venom sig fra en alienagtig sort substans, der først sætter sig på Spider-Man selv og siden på hans fotografrival Brock. Særligt Spider-Man og Spider-Man 2 blev vel modtaget og anses i dag som nogle af de bedste superheltefilm, der er lavet nogensinde.
Spider-Man film får et friskt pust
Spider-Man 3 blev ikke den økonomiske succes, man havde håbet hos rettighedshaverne fra Sony, og man valgte derfor ikke at fortsætte med Spider-Man film i samme form. Derfor gik der en rum år, før det blev tid til en ny Spider-Man film. Fem år gik der for at være præcis, før vi kunne se briten Andrew Garfield i rollen som Peter Parker i filmen The Amazing Spider-Man fra 2012. I denne fortolkning fokuseres der i høj grad på Parkers forelskelse af og forhold til politidatteren Gwen Stacy, som spilles af Emma Stone. Alt imens må Spider-Man bekæmpe skurken The Lizard, der udover at være en fejlslagen videnskabsmand også viser sig at være tidligere partner til Peters far. The Amazing Spider-Man blev godt modtaget, så man iværksatte hurtigt planerne om den næste Spider-Man film. Det blev til The Amazing Spider-Man 2, hvori Spider-Man slås mod den strømførende skurk Electro, der portrætteres af Oscarvinderen Jamie Foxx. Denne Spider-Man film blev dog en ny skuffelse på markedet, der forårsagede, at man måtte lægge franchisen ned og gentænke den på ny.
Spider-Man film tilbage hos Marvel
Svaret blev det, som de fleste Spider-Man fans havde ønsket sig siden 2008: at Spider-Man blev integreret i den store fortælling i The Marvel Cinematic Universe side om side med Iron Man, Captain America, Thor og co. Det skete i første omgang i Captain America: Civil War, hvor Tony Stark rekrutterer den uprøvede edderkoppeknægt til at hjælpe ham i den interne kamp mod Captain America. Spider-Man svinger sig ind på Marvel-scenen i stor stil i den nu famøse kampscene på landingspladsen. Herefter var det tid til, at Tom Holland fik sin egen film i rollen som Spider-Man. Det blev til Spider-Man: Homecoming, der udkom i sommeren 2017. Her får vi en Spider-Man, der efter aktiviteterne i Civil War, spændt venter på at få nye opgaver fra sin ledestjerne Tony Stark. Men mens han venter leder en række våbenrøverier på sporet af skurken Vulture, der viser sig at være rigelig af en udfordring for den unge Spider-Man. Siden har Spider-Man som sagt spillet en rolle i både Avengers: Infinity og Avengers: End Game, før det nu igen er blevet til hans egen film. I Spider-Man: Far From Home er Peter ikke overraskende ude af sit naturlige habitat i New York, da han er på tur til Europa med sin skole. Her viser verden sig dog også at have brug for superhelte, og snart kommer Spider-Man i kontakt med både Nick Fury og Mysterio, der spilles af ingen ringere end Jake Gyllenhaal.