Nikolaj Lie Kaas
Nikolaj Lie Kaas (f. 1973) er en dansk prisvindende skuespiller, der er kendt for sine stærke præstationer i film som Et rigtigt menneske (2001), I Kina Spiser de hunde (1999), Blinkende Lygter (2000) og De Grønne Slagtere (2003), samt rollen som Carl Mørck i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens Journal Q-serie.
Han er søn af skuespilleren Preben Lie Kaas og forfatteren Anne Marie Lie.
Karriere
Lie Kaas debuterede i Drengene fra Sankt Petri (1991) og vandt både en Bodil og en Robert for bedste mandlige birolle. Han spillede med i flere populære film i 90’erne, bl.a. Lars Von Triers dogmefilm Idioterne (1998) og I Kina spiser de hunde (1999).
På trods af et tydeligt komisk talent og en fast plads på rollelisten i adskillige danske komedier som Blinkende Lygter (2000), Gamle mænd i nye biler (2002) og De Grønne Slagtere (2003), har Lie Kaas også vist, at han rummer en stor dybde som skuespiller. I filmene Elsker dig for evigt (2002) og Et rigtigt menneske (2001) leverer Lie Kaas fremragende præstationer med store nuancer. Sidstnævnte skaffede ham en Robert for bedste mandlige hovedrolle.
I 2011 spillede han hovedrollen som Dirch Passer i Dirch og vandt adskillige priser for sin præstation.
Gennem årene har Lie Kaas desuden lagt stemme til diverse tegnefilm, bl.a. Bjørnebrødre (2003), Ratatouille (2007) og Orla Frøsnapper (2011). Han har desuden spillet med i flere populære danske tv-serier som Edderkoppen (2000) og Forbrydelsen III (2012).
Kendetegn
Lie Kaas begaver ofte sine roller med en drenget uskyldighed og følsomhed, som har vundet ham stor popularitet og anerkendelse på den danske filmscene.
Privatliv
Lie Kaas blev født den 22. maj 1973 i Rødovre. Hans far var den populære skuespiller Preben Lie Kaas og hans mor er forfatteren Anne Marie Lie. Han er halvbror til skuespilleren og komponisten Jeppe Kaas.
I 1998 blev han uddannet fra Statens Teaterskole, skønt han tidligere have udtalt, at han ikke ville gå på skuespillerskole, fordi det ødelagde de unge talenter.
Lie Kaas blev i 2003 gift med sin kone Anne Langkilde. De har to børn sammen.
Fakta
- Fulde navn: Nikolaj Lie Kaas
- Alder: 45 år
- Højde: 1,87
- Fødested: Rødovre
- Født: 22. Maj 1973
- Forældre: Preben Lie Kaas og Anne Marie Lie
- Ægtefælle: Anne Langkilde
- Kendt fra: I Kina spiser de hunde, Blinkende Lygter, De Grønne Slagtere, Idioterne, Elsker dig for evigt, Et rigtigt menneske og Dirch.