Angelina Jolie

Om Angelina Jolie

Angelina Jolie er en amerikansk skuespillerinde, filminstruktør og manuskriptforfatter, som blev født i 1975 i Los Angeles. Hun havde sin skuespillerdebut i filmen, Lookin’ to get out (1982), sammen med sin far, Jon Voigt. Skuespillerkarrieren tog fart 11 år senere med en rolle i Cyborg 2 (1993). Siden da har hun haft sit navn på mere end 75 produktioner som skuespiller, producer, instruktør og manuskriptforfatter. Også velgørenhed og humanitært arbejde har fyldt i Angelinas hverdag.

Karriere

Angelina Jolies skuespillerkarriere startede allerede, da hun var syv år gammel med sin første birolle. I filmen, Hackers (1995), landede hun sin første store hovedrolle, og efterfølgende er det gået stærkt for den unge skuespiller. Allerede fire år senere vandt hun en Academy Award for bedste kvindelige birolle i filmen, Girl, Interrupted (1999). Hun tog berømmelsen til næste skridt med hovedrollen som Lara Croft, en videospilsheltinde, i filmen, Lara Croft: Tomb Raider (2001). Efterfølgeren til samme film, Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life (2003), var også med til at give Angelina en plads blandt Hollywoods højest betalte skuespillerinder.

Efter sit arbejde på dokumentaren Trudell (2005) kunne Angelina tilføje filmproducer til CV’et. Og to år senere udvidede hun med titlen som instruktør på dokumentaren A Place in Time (2007).

Sideløbende med karrieren som både skuespiller, producer og instruktør har Angelina også udmærket sig som manuskriptforfatter. Hendes første eksempel på dette var en bosnisk krigsfilm kaldet, In the Land of Blood and Honey (2011).

Siden har Angelina produceret By the Sea (2015), hvor hun både agerede manuskriptforfatter, instruktør og skuespiller. Og så har hun bl.a. medvirket i Maleficent (2014), Maleficent: Mistress of Evil (2019) og Come Away (2020).

Priser

Angelina Jolie har alene indenfor filmgenren været nomineret til over 100 priser. Hun var bl.a. en af de første skuespillerinder, der har modtaget Golden Globe Awards tre år i træk i forskellige kategorier. Det var for serien, George Wallace (1997), filmen Gia (1998) og filmen, Girl, Interrupted (1999).

Som instruktør har hun bl.a. været nomineret til en Golden Globe Award for filmen, First They Killed My Father (2018), i kategorien, Bedste film på et fremmedsprog.

Trivia

Da Angelina i 2006 fødte sin datter, Shiloh, solgte hun selv det første billede af hende til pressen. På det tjente hun 4,1 millioner dollars, som hun donerede til velgørenhed.

I sommeren 2005 fik Angelina tildelt cambodjansk statsborgerskab af kong Norodom Sihamoni som tak for hendes miljøarbejde i landet.

Angelina er venstrehåndet og måtte derfor få en speciallavet pistol til filmen, Lara Croft: Tomb Raider (2001), så hun let kunne lade denne.

Privatliv

Angelina er uddannet ved Lee Strasberg Theatre Institute og har taget nogle enkelte filmklasser ved New York University. Hendes forældre, Marcheline Bertrand og Jon Voigt, er begge fra filmverdenen og har arbejdet som både skuespillere og instruktører.

Fra 2005 var Angelina sammen med skuespilleren Brad Pitt. Sammen adopterede de tre børn fra henholdsvis Cambodia, Vietnam og Etiopien i perioden 2002-2007. I foråret 2006 fik de deres første biologiske barn, Shiloh, og i sommeren 2008 fik de tvillingerne, Knox og Vivienne. I 2014 blev parret gift, og i 2016 blev de skilt fra hinanden.

Fakta

  • Navn: Angelina Jolie
  • Fødselsdato: 4. juni 1975
  • Fødested: Los Angeles, Californien
  • Nationalitet: Amerikansk
  • Forældre: Marcheline Bertrand og Jon Voigt
  • Søskende: James Haven
  • Børn: Maddox Chivan Jolie-Pitt, Pax Thien Jolie-Pitt, Zahara Marley Jolie-Pitt, Shiloh Nouvel Jolie-Pitt, Knox Léon Jolie-Pitt, Vivienne Marcheline Jolie-Pitt
Loading spinner