Marvel comics

Efter at have domineret populærkulturen med deres fantastiske superhelte-tegneserier siden 60’erne har Marvel Comics de sidste 20 år gjort deres entre på filmscenen – især med deres enormt populære Marvel Cinematic Universe. Her på siden har vi samlet alle filmene, der er baseret på Marvels elskede figurer, fra X-Men og The Avengers til Spider-Man og Black Panther. God fornøjelse!

Marvel-helte

Marvel film

I 2008 landede en superheltefilm i de danske biografer. Eller der landede faktisk flere. En af superheltenes dragt var mørk som natten, en anden var rød og gul. Førstnævnte var allerede blevet vist på det store lærred adskillige gange før. Den anden var ikke. Den første var selvfølgelig den allerede ikoniske Batman. Den anden var sidenhen ikoniske Iron Man. For selvom The Dark Knight gik direkte ind og blev en nyklassiker, så overgår Iron Man den alligevel i historisk betydning. Og hvorfor gør den det? Det gør den, fordi Iron Man er grundpillen i det enorme univers, vi siden har lært at kende som Marvel film.

I skrivende stund kulminerer franchiset Marvel film i biograferne med Avengers: Endgame, der samler trådene fra samtlige 22 Marvel film, som er foregået i samme univers de sidste 11 år. Efter Robert Downey Jr. havde sat Marvel tilbage på landkortet med sin brillante skildring af Tony Stark i Iron Man, brugte Marvels bagmand Kevin Feige de næste fire år på at køre Captain America, Hulk og Thor i stilling med hver deres individuelle Marvel film. De fik sammen deres foreløbige højdepunkt i The Avengers fra 2012, der satte nye standarder for ensembler i superheltefilm. Marvel film havde nu for alvor indtaget førstepladsen i kampen om superheltefans’ gunst verden over.

Men Marvel var kun lige begyndt. The Avengers afsluttede den såkaldte fase 1 og blev ikke overraskende efterfulgt af fase 2, der udvidede Marvels filmunivers. Her fik vi på den ene side en film af mindre skala i Ant-Man med den komiske skuespiller Paul Rudd i den charmerende hovedrolle. Og på den anden side fik vi den grandiøse rumopera Guardians of the Galaxy, der introducerede rumvæsner, talende vaskebjørne, levende træer, et hav af nye planeter og ikke mindst et allerede legendarisk sprødt soundtrack til universet. Alt imens fortsatte de etablerede karakterer deres superheltegerninger i egne og fælles film, som fx i den 70er-inspirerede kupfilm Captain America: The Winter Soldier eller Avengers-opfølgeren Age of Ultron.

I 2016 blev den afsluttende fase 3 for Marvel film indledt med Captain America: Civil War, hvor Iron Man og Captain America for første gang ikke står side om side, men derimod må bekæmpe hinanden med hver deres entourage af superhelte. Her får vi på Iron Mans side blandt andet introduceret en speciel ung herre fra Brooklyn, der klatrer ufattelig godt på vægge og blot et år senere får sin egen Marvel film med Spider-Man: Homecoming. Men også andre nye ansigter kommer til. I skikkelse af Benedict Cumberbatch møder vi supermystikeren Dr. Strange, der bekæmper vor egen Mads Mikkelsens dimensionsmanipulerende skurk. Og i 2018 får Marvel film en af sine all time største kassesucceser med filmsensationen Black Panther. Nu var scenen sat for det endelige opgør med Marvel filmuniversets altoverskyggende superskurk Thanos i Avengers: Infinity War.

En film var dog ikke nok til den afsluttende krig, der derfor først kan finde sin episke afslutning i Avengers: Endgame. Og hvilken bedre måde at varme op til den største superheltefilm i verdenshistorien end ved at gense den fantastiske række af film, der udgør Marveluniverset? Derfor har vi samlet hver og en til dig lige her på Blockbuster.dk, så du kan sluge dem fra ende til anden eller blot udvælge dine enkelte favoritter. God fornøjelse!

Loading spinner