Victim of Love
De københavnske gader er en port til Helvede i Jesper Isaksens stilsikre horrorthriller Victim of Love. I hvert fald for Charly, der modstræbende er vendt tilbage til sin fødeby for at lede efter sin amerikanske kæreste Amy. Hun forsvandt under mystiske omstændigheder, sidst parret var her, og mens politiet på begge sider af Atlanten synes sporløse, checker Charly ind på fortidens hotel for én gang for alle at få styr på mysteriet om Amys forsvinden. Det skal vise sig ikke at blive så let. Mest af alt fordi Charly ikke er nogen særlig pålidelig detektiv. Han distraheres af de kriminelle begivenheder, der måske og måske ikke foregår i naboværelset, af den lokkende bartender Felicia, der måske, måske ikke ved, hvor Amy er, og af sin egen svigtende dømmekraft. Victim of Love er en film, hvor handlingen gradvis bliver en psykisk tilstand. Hvor det genkendelige København depraverer og fortaber sig i et fantasmagorisk mareridt, og hvor man på fascinerende vis tvinges til at tvivle på det, man ser. Stilen bliver således en del af selve historien i Isaksens ambitiøse debut, og på udansk vis er her fuld smæk på de suggestive billeder, der er elegant lyssat og badet i dybe, røde farver af den erfarne colorgrader Norman Nisbet, som også har arbejdet på von Triers Melancholia og Winding Refns The Neon Demon. Refn kunne være en inspirationskilde for instruktøren, der i én film tager turen fra Pusher over Fear X og til Only God Forgives. Brian De Palma kunne være en anden, men Isaksen behøver ikke stå på skuldrene af nogen. Han ved, hvad han vil, når han effektivt hiver tæppet væk under virkeligheden og lader os synke ned i sindets undergrund, hvor en overbevisende Rudi Køhnke som den rådvilde Charly jager spøgelser, eller måske sig selv.
