The Man Who Killed Don Quixote
Kultinstruktør Terry Gilliams helt store evighedsprojekt har langt om længe nået sin ende. Efter 30 års (!) rutsjebanetur komplet med uheld, sygdom, producer-fejder osv. har instruktøren bag Brazil og Twelve Monkeys afsluttet sit seneste tidsrejseeventyr, der er en moderne fortolkning af Cervantes ridder fra La Mancha. Den selvoptagede reklamefilmsinstruktør Toby trækkes ind i en absurd verden af tids- og identitetsforvirring efter at have givet en lokal spansk skomager hovedrollen som Don Quixote i en af sine korte film. Denne mand opsøger han nu 10 år efter, og det viser sig, at han nu fuldt og helt tror, at han er Don Quixote de la Mancha og at Toby er dennes tro følgesvend, Sancho Panza. I The Man Who Killed Don Quixote medvirker Adam Driver, Stellan Skarsgård, Jonathan Pryce og Olga Kurylenko.