The Hitchhiker's Guide To The Galaxy
Arthur Dent (Martin Freeman) har en rigtig dårlig dag. Det hele starter med, at hans hus skal rives ned, og han opdager, at hans bedste ven er et rumvæsen. Og som om det ikke var nok, så bliver Jorden inden for de næste par minutter sprængt i luften, da den (og vi) er i vejen for en ny inter-galaktisk motorvej. Arthurs eneste chance for at overleve er at få et lift med et forbipasserende rumskib. Et usædvanligt eventyr gennem universet begynder, og Arthur må sande, at intet er, hvad det giver sig ud for at være, og meningen med livet er tallet 42. Han opdager, at alt hvad han behøver at vide, kan han finde i en bestemt bog: “The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy”. Filmen er baseret på Douglas Adams’ kultklassiker af samme navn. Adams har selv været med til at skrive manuskript til filmen. ”The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy” byder på fantastiske specialeffekter, som overgår det meste. Filmen har ligget nummer et på den amerikanske bioliste, og er en succes over hele verden.