Sound of Violence
Som lille bliver Alexis døv efter en ulykke. I forbindelse med at hendes krigstraumatiserede far under en psykotisk episode slår hendes bror og mor ihjel, forsvarer Alexis sig. Som ved et trylleslag får hun hørelsen tilbage. Den brutale episode vækker også en latent synestesi – Alexis hører ikke kun visse lyde, hun oplever dem gennem alle sanser i en altomfattende ekstase. Det fører til, at hun som voksen får en karriere som DJ og musiker. Da Alexis mærker, at hørelsen igen er ved at forsvinde, viser hun sig parat til bogstaveligt talt at gå over lig for at beholde den. Blod vil flyde, når Alexis skal gennemføre sit voldelige, musikalske mesterværk.