Pietà
Gang-do arbejder som lakaj for en lånehaj og afregner kontant med folk, der ikke kan betale deres dyrt forrentede lån tilbage, ved at invalidere dem og bagefter inkassere deres forsikringspenge. Midt i dette univers af både fysisk og mentalt forkrøblede eksistenser dukker en kvinde op og påstår, hun er hans længe savnede mor. Dette tvinger Gang-do til at overveje sin egen følelseskolde og depraverede livsstil. Men hvem er hun i grunden denne kvinde? Pietà er en umanerlig barsk, men også velfortalt historie, hvor økonomi bliver et billede på et moralsk, menneskeligt og samfundsmæssigt forfald, men en historie som samtidig fascinerer via sine absurde og forkvaklede karakterer, man på ingen måde burde kunne relatere til, men som man alligevel opnår en forståelse for.