Olegs krig - En barndom i krigens skygge
Den prisvindende dokumentarfilm Olegs krig foregår på frontlinjen af krigen i det østlige Ukraine. Filmen følger den 10-årige ukrainske dreng Oleg og hans liv gennem et helt år, og er vidne til krigens gradvise udviskning af hans uskyldighed. Oleg bor sammen med sin elskede bedstemor Alexandra i en lille landsby ved fronten. Uden andre steder at tage hen kan Oleg og Alexandre blot se til, mens andre forlader byen. Hver dag bliver en stadigt større kamp, og krigen har ingen ende i sigte. I den nu halvforladte landsby hvor Oleg og Alexandra er de eneste reelle konstanter i hinandens liv, viser filmen hvor skrøbelige – men samtidigt livsvigtige – de tætte, personlige relationer er for overlevelsen.