Mr. Jones (2019)
Biografisk film om Gareth Jones, der satte alt på spil for at afsløre kommunismens rædsler
Mr. Jones (på dansk: ”Den sorte jord”) er en thriller baseret på den virkelige historie om den walisiske journalist Gareth Jones, der i 1933 under et besøg i Sovjetunionen var med til at afdække den menneskeskabte hungersnød Holodomor, der dræbte millioner af ukrainere.
Filmens startskud går med, at Jones (spillet af James Norton) rider på en bølge af popularitet efter et succesfuldt interview med Adolf Hitler og ønsker at drage øst på for at få et interview med Stalin om unionens økonomiske ekspansion. Alt tegner godt til at starte med, da Jones på sin guidede tur gennem Sovjetunionen får supermagten at se, når den er bedst. Men da han vælger at afvige fra den planlagte rute og drage mod Ukraine, får han øjnene op for et folk lagt under åg og udsultet.
Vidste du at?
Indtil Jones i vestlige medier kunne berette om den udbredte lidelse under generalsekretær Joseph Stalin, han var vidne til, havde mange i Vesten set Sovjetunionen som et ambitiøst projekt, der lovede velstand. Jones’ reportager hjalp med at bryde denne opfattelse og banede vejen for synet på Sovjetunionen og det kommunistiske projekt som fejlslagne forsøg på statsdannelse, hvilket på den facon kom Den Kolde Krigs heftige antikommunisme i forkøbet. Kort efter sine kritiske artikler blev Jones kidnappet i Mongoliet og dræbt, sandsynligvis af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD.
Trivia
Den polskfødte instruktør Agnieszka Holland har ved en tale i National Gallery of Art tilbage i 2013 luftet den holdning, af filmbranchen har tendens til at negligere de ting, der gik for sig i den sovjetiske æra. Med Mr. Jones gør hun sit for at skabe bevidsthed om en af de største afskyeligheder begået af det stalinistiske styre – samtidig med at filmens fokus på sandhed vs. fake news, og hvordan autoritære regimer laver PR-arbejde ved at invitere journalister på guidede ture, er aktuelt i dag.
Citat
Gareth: ”I don’t have an agenda – unless you call truth an agenda.”
Se filmen
Køb eller lej Mr. Jones hos Blockbuster og stift bekendtskab med skikkelsen Gareth Jones, der som den ideelle journalist var parat til at ofre liv og lemmer for at få sandheden frem. Skulle du ønske at se flere film om mellemkrigstiden, er der masser at vælge fra. Og køber du dine film via vores hjemmeside, får du adgang til dem via din profil og kan se dem når som helst.
*Bemærk: Grundet rettighedsaftaler kan det forekomme, at nogle film i perioder kun kan købes. Dette vil oftest kun være de første par uger efter lancering, men kan også forekomme på ældre film.