Love Actually – en romantisk julekomedie
Der er de der historier, vi bare vender tilbage til igen og igen. Det kan være den, man fik læst op som godnathistorie som barn. Det kan være den, man har hørt 1000 gange som lydbog på bilferien. Eller det kan være dem, der er knyttet til en bestemt tid på året. Der er nytårshistorier, påskehistorier, Skt. Hans-historier og Halloween-historier. Men højtiden over dem alle, når det kommer til specielt de opløftende fortællinger om kærlighed, må være julen. Og når det kommer til opløftende kærlighedsfortællinger og jul, hvad tænker man så? Jamen så tænker man selvfølgelig Love Actually.
Med en sand stjerneparade af engelske (og et par amerikanske) skuespillere, der formentlig aldrig er set lignende før eller siden, giver instruktør Richard Curtis en hyldest til julen og kærligheden af alle slags. Der er intense forelskelser og de lange forholds sødme, men der er også brutale svigt og uforløste følelser. Alt sammen fortalt med den helt unikke britiske humor, som Richard Curtis på dette tidspunkt af udøvet i manuskripter til andre britiske komedie-klassikere som 4 bryllupper og en begravelse, Notting Hill og Bridget Jones’ dagbog. Men med Love Actually fik han for første gang lov til at instruere – og det skulle jo gå meget godt.
Men hvordan fortæller man bedst muligt om kærligheden, når vi alle ved, at den kan have mange ansigter? Love Actually vælger det svære, men geniale greb at lave en såkaldt multiplot-fortælling med ikke bare én, men adskillige hovedkarakter. I Love Actually følger vi otte meget forskellige pars tid omkring julen. En tid, der altså skal vise sig at udfordre deres billede af den både romantiske, venskabelige og familiære kærlighed. Otte par giver jo 16 karakterer, og det er mange små historier. Men faktisk var der i manuskriptet til Love Actually hele 20 karakterer med hver deres plot. To af dem blev dog droppet allerede på manusplan, mens de sidste røg i klipperummet. Love Actuallys helt store præstation har været at gøre hver enkelt af disse historier og karakterer så mindeværdige, at familier verden over vender tilbage til filmen jul efter jul for at møde disse fantastiske, forfærdelige og fjollede mennesker igen.
Vi tager tilbage for at møde Billy Mack, den arrogante rock’n roll-legende, der mere eller mindre ved et tilfælde indspiller et gigantisk julehit i en nyfortolkning af Love is All Around. Faktisk var det også mere eller mindre tilfældigt, at Bill Nighy endte med at spille rollen. Han troede nemlig slet ikke, han var til casting på filmen, men at han blot hjalp til med at læse historien højt for forfatteren.
Vi tager tilbage til Love Actually for at møde Colin Firth i rollen som forfatteren Jamie, der lærer sig selv portugisisk for at kunne fri til kvinden, han er faldet for. Vi gør det for at møde Sarah, spillet af Laura Linney, der vil score chefen på reklamefirmaet. Vi gør det for at møde de elskelige John og Judy, der agerer body doubles i sex-scener på film. Eller Colin, der ender med at tage til USA, fordi damerne i England sgu er for kedelige. Eller vi gør det for at få en tåre i øjenkrogen af far-søn-forholdet mellem enkemand Daniel, der spilles af Liam Neeson og sted-sønnike Sam, der er ulykkeligt forelsket i den smukke Joanna fra klassen.
Men vi vender jo mest af alt tilbage til Love Actually for de historier, der har afkastet nogle af de mest uforglemmelige øjeblikke i filmhistorien, når det kommer til jul og romantik. Hvem husker ikke Hugh Grants ikoniske dans som den usikre premiereminister David, der falder for sin ansatte Natalie. En dans, som Hugh Grant faktisk længe nægtede at udføre på set!
Andre husker måske bedre Alan RIckmanns Harry, der i en legendarisk scene køber en hundedyr halskæde af en ekspedient, som udødeliggøres af Rowan Atkinson aka Mr. Bean. Optrinnet overværes ved et tilfælde af Harrys kone Karen, der selvsagt håber at få halskæden til jul, hvorfor det måske også er filmens mest smertelige øjeblik (spoiler), der hendes pakke blot viser sig at indeholde en cd.
Og til sidst er der selvfølgelig scenen over dem alle, der er blevet emblematisk for Love Actually lige siden. Det er kulminationen på historien om Mark, der sørme også er ulykkeligt forelsket, for hans vedkommende i sin bedste vens kone, spillet af Kiera Knightly. Og hvordan fortæller man lige det? Til lyden af et julekor på båndoptager ender Mark med at stå i hendes døråbning og stumt erklære sin kærlighed på medbragte kort. Han vil naturligvis ikke ødelægge sin bedste vens ægteskab, så han skriver, hvad der skal siges og går sin vej igen. Puha - det har efterladt mange øjne i tårer siden Love Actually kom ud i 2003.
Og hvis ikke man havde det under den scene, så fik man det måske i filmens absolutte slutning, hvor der klippes til virkelig billeder af kærlige omfavnelser i Heathrow-lufthavn, der i øvrigt er optaget med skjult kamera! Uanset om det er den ene eller anden historie, karakter eller scene, så er der altid en god grund til at sætte Love Actually på og blive mindet om, at den kærlighed dér, den er jo overalt omkring os.
