Leprechaun
Da Dan O’Grady returnerer til USA efter at have besøgt Irland, medbringer han en krukke med guld han fandt for foden af regnbuen. Desværre er trolden, som ejer guldet, fulgt med og vil gøre alt for at få krukken med de 100 guldstykker retur. Det lykkes næsten, men det ender alligevel med, at han (trolden) spærres inde i en kasse i kælderen og Grady ender på plejehjemmet uden at nogen tror på hans historie om en trold. 10 år går og ind i huset flytter Tori (Jennifer Aniston) og hendes far. Et familieteam af tre malere skal hjælpe med at få huset i stand og de falder over kassen med trolden, som tilfældigvis undslipper. Og han har ikke glemt, at der stadig er 100 stykker guld, han skal have. Snart går jagten ind og det viser sig, at trolden ikke er blevet mere hjertelig med årene.