Jeg er Ingrid
Den svenske skuespiller Ingrid Bergman ville være fyldt 100 år den 29. august 2015. Den syvdobbelt nominerede og tre gange Oscar-vindende Ingrid Bergman var en af de mest talentfulde skuespillerinder i Hollywoods guldalder med uforglemmelige præstationer i film som Casablanca, Gaslys og hjemme på svensk grund i Ingmar Bergmans Høstsonaten fra 1978. Jeg er Ingrid giver gennem aldrig tidligere sete private optagelser, notater, breve, dagbøger og interviews med hendes børn et indblik bag facaden i en ung svensk piges bemærkelsesværdige liv. Et liv som skulle bevæge sig fra en stilfærdig karriere i hjemlandet til international berømmelse og anerkendelse.