Godless
I en fjern bulgarsk by passer Gana ældre mennesker med demens, alt i mens hun sælger deres ID-kort videre på det sorte marked. Hendes forhold til sin bilmekaniker-kæreste er kærlighedsløst - den seksuelle tiltrækningskraft er forsvundet, og intimiteten er reduceret til en afhængighed af morfin. Intet synes at have konsekvenser for sygeplejerskens samvittighed - selv ikke et tilfældigt mord på en patient, som truer med at afsløre hendes bedrageriske transaktioner. En dag begynder tingene at falde fra hinanden. En voksende empati for en af de ældre, som hun har svindlet, vækker Ganas bedøvede samvittighed, og hun er pludselig klar til forandring. Godless har vundet stribevis af flotte priser på anerkendte filmfestivaler verden over, blandt andet hovedprisen for bedste film på Locarno International Film Festival og hovedprisen på CPH PIX - New Talent Grand PIX Award.