Florence – sangerinden, der ikke kunne synge.
Filmen Florence foregår i New York i 1940’erne. Vi møder Meryl Streep som Florence Foster Jenkins, der jagter drømmen om at blive en stor sangerinde. Florence er sikker på, hun har en fantastisk sangstemme, mens alle andre i hendes omgivelser opfatter hendes stemme og optrædener som pinlige og forfærdelige.
Florence er gift med aristokraten St. Clair, der selv drømmer om at blive skuespiller. Han spilles overbevisende af Hugh Grant. St. Clair Bayfield har besluttet at styrke Florence i hendes drøm og ikke fortælle hende sandheden om hendes manglende sangstemme.
Han kontrollerer situationerne, så ingen fortæller Florence, hvor dårlig en sanger hun er. Det bliver dog vanskeligt, da Florence beslutter, at hun vil synge ved en stor koncert i Carnegie Hall.
Vidste du, at?
Trivia
I år 1900 flyttede Florence Foster Jenkins til New York. Hun arvede en formue og åbnede et spillested, så hun selv kunne optræde, på trods af at hun ikke havde en tone i livet. En historiker kaldte hende dengang ”verdens værste operasanger”.
Filmen fortæller denne sandfærdige historie om hendes tro på sig selv og sin stemme og om hendes manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene.
Goofs
Flygelet, der anvendes i den store koncert i Carnegie Hall er et Model D Steinway. Steinway-logoet på flygelet blev først introduceret i de sene 1950’ere, mens filmen foregår i 1940’erne.
Mod slutningen af filmen Florence ser man St. Clair, der sidder på Florences seng og trøster hende efter de dårlige anmeldelser. Hun begynder at græde og har tårer i hele ansigtet. Kameraet skifter over på St. Clair, og da vi ser Florences ansigt igen et øjeblik efter, er det næsten helt tørt.
Citat
St. Clair ansætter en ung komponist spillet forrygende af Simon Helberg. Et fantastisk citat fra filmen får vi, da Florence siger til pianisten: “Jeg må advare dig; jeg arbejder meget hårdt hver dag. Jeg øver altid en time og sommetider to.”
Til slut i filmen ender Florence med at drage det, som også kunne være filmens konklusion: ”Folk siger måske, jeg ikke kan syge, men ingen kan sige, jeg ikke gjorde det!”
Ægtemanden St. Clairs store kamp for at skjule over for Florence, at hun har en rædselsfuld sangstemme, er yderst underholdende. Han iscenesætter hendes omgivelser, så hun skånes for sandheden. Det er ikke nemt altid kun at have publikum, der er clearet på forhånd, og at være sikker på, at man nu har fået bestukket alle anmeldere. St. Clair bruger også en del energi på at overbevise den unge, nyansatte pianist Cosmé McMoon, om at han skal fortsætte med at spille for Florence.
Florence er en forrygende film, hvor man skiftevis ler og krummer tæer. Den bæres af nogle fremragende skuespillerpræstationer. Meryl Streep viser igen, hvorfor hun er så berømt en skuespiller ved at give Florence den dybde, hun behøver. Samtidig ser vi Hugh Grant i en af sine bedste optrædener. Florence er et komediedrama, som kan lyse en mørk dag op.
