En ny dag gryer
*SORT/HVID* Æren, moralen og den 'rigtige' livsanskuelse er i højsædet. Og disse begreber var aldeles ikke noget, man gjorde grin med, hvilket til dels kan ærgre, når man husker på, at denne film er bygget over det engelske lystspil Bank Holiday, som tog god engelsk fis på dyder og moral. Inger Holst er sygeplejeelev, som til et selskab møder den ureelle Jørgen Frandsen, der inviterer hende på en 'festlig nat' på et hotel i Tisvildeleje. Imidlertid indtræffer der en tragisk hændelse på hospitalet, hvor hun arbejder. I hændelsen indgår den unge enkemand, ingeniør Berg, hvem hun har lært at kende som et fint, reelt og sympatisk menneske. Ingers medfølelse får hende til at tilbyde at opgive sin weekendtur og blive hos ham.