Druk
Prisbelønnet dansk drama om alkohol med Mads Mikkelsen i hovedrollen
Mads Mikkelsen vender tilbage i Druk, der er et drama om fire gymnasielærere, som på forskellige måder er gået i stå i livet og tyer til alkohol for at få mere kulør på tilværelsen. Mads Mikkelsen spiller historielæreren Martin, der har mistet gnisten både på arbejdet og hjemmefronten, hvilket får ham til at virke useriøs over for sine elever og kedelig over for sin kone Anika (Maria Bonnevie).
Da han ved en tur i byen med kammeraterne får at vide af psykologilæreren Nikolaj (Magnus Milang), at ifølge en teori er mennesket født med en halv promille for lidt, begynder han et eksperiment. Martin møder beruset op til undervisning en dag og fremstår pludselig mere karismatisk og entusiastisk. Vennerne hører om succesen og bliver enige om at prøve det samme – og herfra tager det fart. De fire beslutter sig for at ”forske” i effekten af at være en lille smule beruset hele tiden. Det fører både glæde, sorg, lykke og ulykke med sig, hvor alkoholismen lurer ude i horisonten.
Druk er et til tider morsomt, til tider tungt drama om at genvinde ungdommens vitalitet og at finde en balance mellem det udsvævende liv og det at være et godt familiemenneske.
Vidste du at?
Filmen er instrueret af Thomas Vinterberg, som tidligere har stået bag flere både nationalt og internationalt kendte danske film, herunder især dramaet ”Jagten” (2012). Filmene ”Kollektivet” (2012) og ”Submarino” (2010) er også gode eksempler på hans filmkunst. Vinterberg mistede sin datter Ida i en trafikulykke få uger, før optagelserne til Druk gik i gang, hvorfor filmen er dedikeret til hende.
Trivia
Druk er den mest sete film i danske biografer i 2020 med over 800.000 solgte billetter, hvormed den slår filmene Retfærdighedens Ryttere (også med Mads Mikkelsen), der solgte godt 440.000 billetter og er den næstmest sete film. Druk er blevet taget godt imod af kritikere og har vundet flere priser, bl.a. tre priser ved San Sebastiáns internationale filmfestival i Spanien, hvor den løb med priserne for Bedste Mandlige Skuespiller, Feroz Zinemaldia-prisen givet af den spanske presse til konkurrencens bedste film og Signis-prisen fra den katolske filmorganisation.
Citat
Martin: ”Det er godt nok lang tid siden, jeg har haft det så godt, som jeg har det nu.”
Se filmen
Se et prisvindende dansk drama – køb eller lej Druk med Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Milang og Lars Ranthe i hovedrollerne som de fire gymnasielærere, der giver livet nyt indhold med alkohol. Find filmen hos Blockbuster, og hvis du får den digitalt over vores hjemmeside, kan du altid finde den frem, når du har brug for at gense den fængende fortælling.
*Bemærk: Grundet rettighedsaftaler kan det forekomme, at nogle film i perioder kun kan købes. Dette vil oftest kun være de første par uger efter lancering, men kan også forekomme på ældre film.