Den store Gatsby (2013)
Forfatterspiren Nick Carraway flytter i foråret 1922 fra Midtvesten ind til det pulserende liv i New York City. Carraway jagter den amerikanske drøm og flytter ind i et hus på Long Island, hvor han bliver nabo til den mystiske Jay Gatsby, der lever alene i et kæmpemæssigt, luksuriøst palæ og hver aften holder ekstravagante fester. På den anden side af Long Island-sundet bor Nicks kusine Daisy og hendes exceptionelt velhavende og noget ældre ægtemand Tom Buchanan. Daisy og Gatsby har en fortid sammen, og inden længe er Nick trukket ind i en fængslende, og ikke helt ufarlig, verden af rigdom, drømme, kærlighed og bedrag. Filmen er instrueret af Baz Luhrmann, der giver F. Scott Fitzgeralds tidløse roman fra 1925 et helt nyt liv med sin karakteristiske blændende og visuelle stil, kendt fra bl.a. Moulin Rouge.