Aftersun
Dramaet Aftersun handler om Sophie, der reflekterer over minder fra en charterferie i Tyrkiet med sin far 20 år tidligere. Med et ømt portræt af et far/datter-forhold i centrum, tager filmen os med tilbage til et solvarmt resort i 90’erne med solbrændte, Macarena-dansende charterturister, dovne eftermiddage ved poolen og en hjerteknusende karaoke-fremførelse af R.E.M.’s "Losing My Religion". I rollen som Sophies far, Calum, finder man Paul Mescal, som i 2020 fik sit gennembrud med den populære serie Normal People, og senere har medvirket i den Oscar-nominerede film The Lost Daughter. Aftersun er instruktøren Charlotte Wells' spillefilmsdebut, og filmen havde verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival Cannes i 2022.