Kunsten at få fat på et reb i et krigsområde.
A Perfect Day foregår i slutningen af krigene på Balkan. På bunden af en brønd ligger et lig, som ukendte gerningsmænd har dumpet. Da kulturen her foreskriver, at man ikke må røre en død, er der ingen, der vil tage ham op igen. Liget kan ligge og forurene vandet i brønden, og landsbyens beboere må købe vand af gerningsmændene til ublu priser.
I den situation bliver nogle nødhjælpsarbejdere tilkaldt for at sikre vand til landsbyen. Da den afdøde person er meget fed, og rebet er knækket, er det ikke sådan lige at få ham op af brønden. Det er nødvendigt at agere hurtigt, for at vandet ikke skal nå at blive forurenet, og det vigtigste er at få fat i et nyt reb.
Det er så ikke så enkelt, som det umiddelbart lyder. Hvis nogen synes, det lyder som sort humor, så er man på rette vej. A Perfect Day foregår i et krigsområde, og hovedpersonerne er nødhjælpsarbejdere, men filmen fortælles med humor. Den kan med sin galgenhumoristiske tilgang minde lidt om humoren i serien MASH. Denne serie fra 1970’erne foregik under Koreakrigen. Filmen er den spanske instruktør Fernando León de Aranoas første film på engelsk.
Vidste du, at?
Trivia
Den danske skuespiller, Morten Suurballe, har en lille rolle som FN-officer i >A Perfect Day. Dette kan stadig, her mange år efter, give en dårlig smag i munden. Danmark var jo også på Balkan med fredsbevarende styrker, der ikke måtte blande sig i krigen!
Citat
FN-medarbejderen Mambrú, der spilles af Benicio del Toro, udbryder, da han får at vide af sin kollega, at de ikke må tage den døde op af brønden: ”Jeg tager ikke mod ordrer fra FN!”
Den kyniske nødhjælpsarbejder B, spillet af Tim Robbins er hel Monty Python-agtig, da han, på jagt efter et nyt reb, udbryder: ”Velkommen til Konopac, verdens rebhovedstad. Befolkning: 5. Jeg hedder B og skal være jeres guide her I eftermiddag. Jeg er glad for at være sammen med jer på denne dejlige dag.”
Handler A Perfect Day om krig?
En film med sort humor er ikke kun en komedie. A Perfect Day handler naturligvis også indirekte om krig og det at leve under en krig. Den fortæller om krigens grusomheder, men gør det med humor, så det er til at holde ud. Samtidig giver den ved sin bagvendte tilgang et indblik i krig og fredsbevarende tropper, samt de konflikter, der kan opstå her. Særligt får man også en parodisk fremstilling af det bureaukrati, som kan være i internationale organisationer, og hvad det kan forårsage.
Kan man lide absurde begivenheder og galgenhumoristiske beretninger, så er A Perfect Day den perfekte film at se. Benicio del Toro er med sin humor, sine sjove grimasser og sin charme med til at understrege dette og gøre filmen til en seværdig film. Udover at være en komedie giver A Perfect Day også seerne noget at tænke over.